Danmark Går Sammen
10. februar 2021

GÅTURE SKAL SÆTTE DANSKERNES TANKER I BEVÆGELSE

Danmark går sammen

GÅTURE SKAL SÆTTE DANSKERNES TANKER I BEVÆGELSE

Kulturmødet Mors er klar med et nyt format, der med kunsten som inspiration sætter tankerne i gang hos danskerne. Kulturmødet har netop offentliggjort programmet for TANKEGANG, som er et landsdækkende projekt, hvor 30 kendte kunstnere og kulturpersoner er værter for en gåtur rundt i hele landet. Tankegang er det første element i en række initiativer, der præsenteres af Kulturmødet i 2021.

Alle gåture er gratis og tilmeldingen åbner i dag.

Som del af DR’s bevægelsesår giver Kulturmødet nu danskerne mulighed for at komme med på kulturelle gåture i hele landet. En række kunstnere og kulturpersonligheder har på forhånd bestemt en rute og et tema for turen, der betyder noget for dem. Det eneste der forventes af danskerne er, at tankerne får frit spil.
Forestil dig at gå dødsruten i København med tv- og radiomanden Mikael Bertelsen, eller en gåtur med musiker Marie Højlund i Aarhus, om hverdagens overhørte magi. Entreprenøren Claus Meyer byder dig velkommen til sit Lolland, musiker Katinka tager på rundtur på Christianshavn i København, radioværten Carsten Jensen går i barndommens og fiktionens Marstal og Mors-digteren Knud Sørensen sender dig ud i det landskab, han elsker.

Idéen med projektet er at sætte krop og tanker i bevægelse på en alternativ måde, uanset hvor i landet man befinder sig.

”Der er ikke noget som en gåtur, der kan give luft til nye refleksioner. Med projektet Tankegang sætter vi kroppen og tankerne i bevægelse på en anderledes måde. Her kan du møde kunstnerne helt tæt på og bliver inspireret til andre samtaler med dine venner – eller mennesker, du endnu ikke har mødt. Præcis det, tror jeg, at mange har brug for lige nu”, siger direktør for Kulturmødet, Trine Bang.

Uanset om man er bosat på Lolland eller i Nordjylland, så åbner Tankegang op for, at man kan få tilfredsstillet sit kulturelle behov. Se hele programmet nedenfor eller via www.kulturmødet.dk. Tilmelding er gratis og foregår via www.kulturmødet.dk

Kulturmødet i nye formater i 2021
Kulturmødet er kendt for at præsentere en lang række markante kunstnersamtaler, når mere end 30.000 gæster hvert år mødes på Mors i august. Og det nærværende møde mellem publikum og kunstnere tager Kulturmødet til foråret ud i andre omgivelser, hvor den traditionelle scene er nedbrudt og samtalen foregår til fods.
”I 2020 blev vi tvunget til at tænke nyt og lade Kulturmødets udkomme i et digitalt format. Coronapandemien har givet os en unik mulighed for at eksperimentere med andre måder at skabe kultursamtaler på, og den kreative energi ønsker vi at fastholde også her i 2021”, udtaler Trine Bang.
Kulturmødet Mors udkommer i 2021 i tre kapitler, hvor Tankegang blot udgør det første kapitel. Man kan derfor også glæde sig til det andet kapitel, når Kulturmødet går i luften med et digitalt samtaleprogram i dagene 19.-21. august og samtidig præsenterer en perlerække af kunstoplevelser på Mors. Det tredje kapitel udgøres af fagprofessionelle symposier og konference til efteråret.

Pressekontakt:
Kristina Sindberg, presseansvarlig, Geelmuyden Kiese, telefon: 24860185
Trine Bang, direktør for Kulturmødet på Mors, telefon: 21381737

Fakta om TANKEGANG
Tankegang er en del af DR’s satsning på at få danskerne i bevægelse i 2021. Kulturmødet er sammen med en lang række partnere med til at sætte fokus på at gå. Som den eneste præsenterer Kulturmødet kultur-gåture. Programmet løber af stablen d. 24. april til 2. maj.
Tankegang er støttet af Nordea-fonden.
Tankegang er gratis. Ved tilmelding modtager man pr. mail en ordrebekræftelse (billet) med oplysninger om præcist mødested.

Tankegang er planlagt med min. 20 deltagere på hver tur. Hvis restriktionerne tillader det, åbnes op for flere billetter og samler max. 30 deltagere pr. tur.
Hvis forsamlingsforbuddet er på under 20 personer på de datoer, hvor Tankegang løber af stablen, tager Kulturmødet stilling til om arrangementet kan gennemføres på et senere tidspunkt, eller bliver aflyst. Deltagerne vil i så fald blive kontaktet.

SE PROGRAMMET FOR TANKEGANG 2021 HER

    Tæl dine skridt i uge 20

    Tilmelding åbner inden længe. Indtast navn og mail, så sender vi en mail, når du kan tilmelde dig.